CPR-registret udsat for hackerangreb

Vores personlige oplysninger er langt fra så sikre hos det offentlige., som vi går og tror. Det viser sig, efter hackere har hentet oplysninger fra blandt andet CPR-registret, i politiets registre og andre steder.

Politiet har netop offentliggjort, at et større hackerangreb hos IT-leverandøren CSC har afsløret alvorlige brister i sikkerheden. En svensk og en dansk statsborger er mistænkt i sagen.

Den mistænkte svensker er fængslet i Sverige i en anden sag. Københavns Politi har begæret ham udleveret til retsforfølgning i Danmark. Manden er mistænkt for i 2012 at have hacket CSC og i den forbindelse blandt andet kopieret en række filer indeholdende virksomhedsnumre og personnumre.

Bliv venner med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

- Foreløbigt har vi ikke oplysninger, der indikerer, at den mistænkte har formået at benytte de oplysninger, som han uretmæssigt har skaffet sig adgang til. Men vi ser med stor alvor på sagen og samarbejder med de svenske politimyndigheder i vores efterforskning, siger politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi.

Efterforskningen har også ført politiet på sporet af en dansk mand. I løbet af i går blev hans opholdsadresser ransaget for at sikre eventuelle spor. Samtidigt blev manden anholdt. Den danske mand vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i dag, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

I Justitsministeriet tager man sagen meget alvorligt og indkalder til et pressemøde klokken 14.30.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk bliver bekymrede over at høre om en sikkerhedsbrist i politiets registre. Og jeg kan også godt forstå dem, der ønsker svar på, om sikkerhedsbristen har betydning for dem personligt. Jeg vil derfor forsikre befolkningen om, at alle nødvendige ressourcer er sat ind for hurtigt at håndtere og skabe klarhed om sagen, udtaler justitsminister Morten Bødskov.

Han understreger, at alle ressoucer er sat i sagen. Københavns Politi er i gang med en intensiv efterforskning, som foregår i et tæt samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste.

Dagens Gossip