Craig udpeger: Han skal være den nye Bond

Skrevet af admin

09/11/2015

Mest læste i dag

- Jeg vil hellere skære mine håndled over end at lave en ny Bond-film.

Sådan lød det fra den til tider noget utilregnelige skuespiller Daniel Craig, der har spillet kultrollen som agent 007 gennem fire film, i starten af oktober i et interview med Time Out.

Siden har jungletrommerne lydt om, hvem der skal lade pistolen i de kommende Bond-film, og selv om navne som Idris Elba, Damian Lewis og Tom Hardy bobler i kulissen, har Craig selv et opfordrende bud.

- Niall Horan er en god fyr, og han ville være fuldstændig fantastisk som Bond, sagde skuespilleren for nylig i et radiointerview med Capital FM, skriver magasinet People.

- Han ville passe perfekt i Bonds jakkesæt, lød det videre fra den britiske baryler om den 22-årige irske crooner fra det uhyre populære boyband One Direction.

Den 47-årige Bond-bøf har tidligere harceleret over rollen og sagt, han er færdig at sippe flere martinier, score damer og redde verdenen i agentfilmene, selv om han har kontrakt på fem styks. Derfor er han mere end klar til at overlade licensen til at dræbe til Horan.

- Det vigtigste, jeg har forsøgt at gøre med filmene, er at lave dem mindeværdige. Derfor er mit bedste råd til Niall at bare nyde det og gøre det bedste, han kan.

Og noget tyder også på, at den unge hjerteknuser fra boybandet er parat til at knuse endnu flere pigehjerter i de hårdkogte Bond-brag, for efter den foregående film meldte crooneren sig klar.

- Jeg har lige set "Skyfall", og jeg bejler til rollen som den næste Bond. Jeg er allerede ved at gro skæg, skrev han på Twitter i 2013.

"Spectre" med Daniel Craig som Bond kan i øjeblikket ses i de danske biografer, hvor også danske Jesper Christensen medvirker for tredje gang i universet som den mystiske forbryder Mr. White.

Superskurken, Franz Oberhauser, spilles denne gang af den dobbelte Oscar-vindende skuespiller Christoph Waltz, mens rollerne som filmens Bond-babes indtages af Monica Bellucci og Léa Seydoux.

/ritzau/FOKUS