Cricketstjernen mobiliserede de unge pakistanere

Det vurderer Mona Sheikh, der er ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i pakistanske forhold.

»Han har formået at engagere en helt ny befolkningsgruppe på grund af sin store appel til især unge og kvinder. De fleste observatører er enige om, at den valgfeber, der har hersket i Pakistan i de seneste uger i høj grad skyldes Imran Khan. Han har været et frisk pust, og hans parti er det eneste, der har skilt sig ud fra de gamle,« siger Mona Sheikh.

Hun forklarer, at Imran Khans PTI-parti er bygget på reel politik og ikke på feudale bånd eller gamle familiedynastier som mange andre partier.

Pakistan er med Imran Khan som en del af den politiske ligning kommet et skridt væk fra den såkaldte identitetspolitik, og de traditionelle pakistanske partier vil på grund af Imran Khan fremover være tvunget til at tage politisk stilling til emner som korruptionsbekæmpelse, analfabetisme og energikrise, vurderer Mona Sheikh.

Imran Khans parti ser ud til at blive det næststørste efter Nawas Sharifs Pakistans Muslimske Liga (PML-N). Sharif har allerede udråbt sig selv som sejrherre og skal nu finde sig en eller flere koalitionspartnere, men det bliver sandsynligvis uden Imran Khan.

»Imran Khan har allerede sagt, at han ikke vil danne regering med partier, der tidligere har haft regeringsmagten i Pakistan, så han har på forhånd afskrevet muligheden for at indgå en alliance. Men pakistansk politik er ret uforudsigeligt, så man skal ikke tage noget for givet,« siger Mona Sheikh.

Hun beskriver Nawaz Sharif, der i 1990erne var pakistansk premierminister af to omgange, som en af Pakistans rigeste mænd, der har gode forbindelser i erhvervslivet, ligesom han står stærkt i den politisk vigtige Punjab-region.

»Gennem de sidste fem år har han iværksat en række projekter i især Punjab, hvor størstedelen af Pakistans befolkning bor. Det er en meget befolkningstæt provins og ser ud til at være netop den afgørende provins, som Sharif har vundet,« siger hun.

I 1990erne blev han foruden sine to omgange som premierminister desuden kendt efter beskyldninger om korruption og hvidvask af penge. Han skal i de kommende dage forsøge at danne en regering.

Taleban spillede også en stor rolle under det pakistanske parlamentsvalg. Terrororganisationen havde på forhånd bebudet, at man ville gøre sit for at spolere processen, og det var også Taleban, der stod bag et bombeangreb i storbyen Karachi, hvor mindst 11 personer lørdag mistede livet.

Men pakistanerne formåede at trodse Taleban, mener Mona Sheikh.

»Deres kampagne har ikke virket efter hensigten, for vi ser tegn på en rekordhøj valgdeltagelse. Nogle peger på en deltagelse på omkring 60 procent, hvor det normalt ligger på omkring 40 procent. Noget tyder på, at folk i protest mod Talebans forsøg på at skræmme dem netop er gået til stemmeurnerne,« siger hun.

Omkring 86 millioner pakistanere kunne stemme til lørdagens valg, der var det første parlamentsvalg i landets historie, hvor en civil magtoverdragelse uden militær indblanding finder sted.

Dagens Gossip