Cruz sejrer i ostestaten og holder liv i præsidentdrøm

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Texas-senator Ted Cruz vinder Republikanernes primærvalg i delstaten Wisconsin, vurderer CNN. Milliardæren Donald Trump bliver nummer to, mens Ohio-guvernør John Kasich bliver nummer tre.

Med seks procent af stemmerne talt op fører Cruz med hele 50 procent af stemmerne mod Donald Trumps 35 procent.

Hos Republikanerne kunne Donald Trump have sat et nærmest afgørende stød ind mod sine modstandere, hvis han var løbet med sejren.

- Hvis vi vinder her, folkens, så er det hele overstået, sagde Trump selv til et kampagnemøde med sine støtter mandag.

Milliardæren var indledningsvis langt bagud i meningsmålingerne i staten, der er kendt for sin osteproduktion, men de seneste dage viste enkelte meningsmålinger, at løbet var tæt.

Det viste sig dog ikke at holde stik. Wisconsin er fødestedet for Det Republikanske Parti, og staten er af samme grund blevet hjemsted for en stor modstand mod Donald Trump, der har ført en hård kamp mod partitoppen.

/ritzau/