Crystal Palace må bøde for lækage-affære

Den engelske Premier League-klub Crystal Palace er blevet idømt en bøde på 25.000 britiske pund (233.000 danske kroner) for usportslig optræden i sidste sæson.

Forud for april-kampen mod Cardiff i bunden af den engelske toprække stod det klart, at Cardiffs startopstilling var blevet lækket til London-klubben, der efterfølgende vandt opgøret med 3-0.

- Premier League-ledelsen har taget stilling til en klage fra Cardiff City vedrørende en Crystal Palace-leders opførsel. Premier League er kommet frem til, at Crystal Palace brød regel B. 16 og har givet klubben en bøde, lyder det fra Premier League.

Crystal Palaces sportsdirektør, Iain Moody, var tidligere på lønningslisten i Cardiff, men han har nægtet, at det er ham, der har udnyttet sit kendskab til den walisiske klub til at "fiske" startopstillingen.

Nederlaget var medvirkende til, at Cardiff rykkede ud af Premier League, mens Crystal Palace med en heftig slutspurt sluttede som nummer 11.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip