CSC får nyt stort underskud

IT-leverandøren CSC Danmark har fået et nyt kæmpe underskud.

Et minus på 202 millioner kroner lyder bundlinien på, skriver Computerworld. Det er en del bedre end forrige års minus på 894 millioner kroner, men ledelsen kalder det selv »utilfredsstillende«.

CSC har haft nogle hårde år i Danmark og har været involveret i en række IT-skandaler, senest det nu lukkede og stærkt kritiserede nye IT-system til politiet, Polsag. Da justitsminister Morten Bødskov endelig trak stikket ud, havde det stået staten i over en halv milliard kroner, men det nåede aldrig ud over testfasen. Det var også CSC, der i sin tid stod bag det ligeledes udskældte IT-system Amanda, der i dag er skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå.

TDC og SAS sagde CSC op

I maj i år mistede CSC en af sine helt store kunder, det skandinaviske luftfartsselskab SAS, som valgte indiske Tata Consultancy Services. Sidste år skiftede også Danmarks største teleselskab, TDC, CSC ud med Tata, en kontrakt, der ifølge TDC lød på »to-tre milliarder kroner over fire år« med mulighed for et års forlængelse.

I 2012 måtte CSC også ud i en større fyringsrunde, hvor 350 stillinger i Danmark forsvandt.

CSCs omsætning i Danmark steg sidste år til omkring 1,7 milliarder kroner.

Dagens Gossip