Cuba fjerner systemkritikere før historisk besøg fra USA

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Modstandere af Cubas étpartistyre har det fortsat svært trods tegn på opblødning fra regimets side.

Efter et halvt århundreds fjendskab er Cuba nu igen kommet på talefod med USA, og det seneste år er reglerne for blandt andet køb af ejendomme og etablering af selvstændige forretninger blevet lempet.

Borgernes ret til at forsamle sig eller forholde sig kritisk til styreformen på den caribiske ø er dog fortsat mangelfuld. Søndag slog politiet således til mod en demonstration i hovedstaden Havana.

Det sker få dage, inden USA's udenrigsminister, John Kerry, lander i Havana på et historisk besøg i anledning af genåbningen af den amerikanske ambassade.

Omkring 90 personer blev anholdt; angiveligt for at have protesteret mod den seneste tids optøning i relationerne mellem de to lande.

Nogle af de anholdte bar ifølge nyhedsbureauet AFP masker forestillende USA's præsident, Barack Obama.

Efter at have været tilbageholdt i godt fire timer er samtlige blevet løsladt, oplyser Berta Soler, leder af aktivistbevægelsen Damer i Hvidt.

Hendes mand, Angel Moya, kritiserede under protestmarchen Obamas beslutning i december om at normalisere forholdet mellem de tidligere koldkrigsfjender.

Den fremstrakte hånd fra Det Hvide Hus har fået styret i Havana til at slå endnu hårdere ned på dissidenter, mener han.

- Cubas regering er blevet endnu mere dristig. Det er derfor, vi har denne maske på. Det er hans skyld, sagde Moya om Obama, inden han blev ført bort af politiet.

John Kerry kommer til Havana fredag til den ceremonielle indvielse af den genåbnede ambassade.

Berta Soler fra Damer i Hvidt håber, at Kerry vil tage sig tid til at mødes med rettighedsgrupper og medlemmer af ikkestatslige organisationer.

Sker det, vil Soler forsøge at få Kerry til at presse Cubas regering til at respektere menneskerettighederne i landet.

Både forsamlings-, ytrings- og pressefriheden i Cuba er i årevis blevet kritiseret.

- Washington bør stille krav til Cubas regering for at få den til at stoppe med at krænke menneskerettighederne, siger Berta Soler til AFP.

John Kerry bliver den første amerikanske udenrigsminister til at besøge Cuba siden 1945.

/ritzau/AFP