Cuba: Retfærdigt at fjerne os fra amerikansk terrorliste

Cuba skulle aldrig have stået på USA's liste over lande, der finansierer terror, men når det er sagt, glæder Cubas udenrigsministerium sig over, at landet nu ser ud til at blive slettet fra den omstridte opgørelse.

- Cubas regering anerkender den amerikanske præsidents retfærdige beslutning om at fjerne Cuba fra en liste, på hvilken Cuba aldrig skulle have været opført, siger det cubanske udenrigsministeriums chef for amerikanske anliggender, Josefina Vidal, i en udtalelse ifølge Reuters.

Det Hvide Hus i Washington meddelte tidligere tirsdag, at præsident Barack Obama agter at fjerne Cuba fra listen over lande, der støtter terrorisme.

Meldingen kom, efter at Obama i den forgange weekend mødtes i Panama til det amerikanske topmøde med sin kollega fra Cuba, Raul Castro.

- Som den cubanske regering har understreget ved talrige lejligheder, er Cuba modstander af og fordømmer alle former for terrorisme i alle dens afskygninger, ligesom Cuba fordømmer alle tilfælde af tilskyndelse, støtte eller hemmeligholdelse af terrorgerninger, siger Josefina Vidal ifølge AFP.

Hun tilføjer yderligere, at Cuba har været udsat for "hundredvis af terrorangreb".

Formelt har Obama indsendt en rapport til Kongressen, hvori han siger, at han planlægger at fjerne Cuba fra terrorlisten.

Juridisk er det vejen frem, hvis Cuba skal tages af listen.

- Vi vil fortsat have uoverensstemmelser med den cubanske regering. Men vor bekymring over store dele af Cubas politik og handlinger falder uden for kriterier, der er relevante for at betegne Cuba som en stat, der sponsorerer terrorisme, lød det fra Det Hvide Hus.

Kongressen har nu 45 dage til at gøre indsigelser mod Obamas plan. Går Kongressen imod at fjerne Cuba fra listen, kan Obama nedlægge veto.

Kongressen har dog også en mulighed for at overtrumfe et veto fra præsidenten, påpeger det tyske nyhedsbureau dpa.

Obama og Castro meddelte begge 17. december 2014, at de ville begynde en proces, der skal normalisere forholdet mellem de to lande.

/ritzau/

Dagens Gossip