Cubansk windsurfer reddet efter fire dage på havet

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

En cubansk mand, der forsøgte at windsurfe over Floridastrædet til USA, er blevet reddet efter fire dage på vandet.

Manden var en ud af tre personer, der forlod det kommunistiske Cuba på deres surfbræt tirsdag. Kun en af de unge mænd nåede frem ved egen hjælp.

USA har en politik, der betyder, at kun de cubanere, der selv når frem til amerikansk jord, må blive. Bliver en cubaner snuppet på vandet, bliver personen enten sendt tilbage eller til et tredje land.

Manden blev set fredag eftermiddag fra en båd vest for Floridas Key West, fortæller talsmand for USA's kystvagt Peter Bermont.

- Han var ude af stand til at bevæge sig, og betjente blev nødt til at bære ham på hans surfbræt, siger talsmanden.

Mange cubanere er omkommet i forsøget på at krydse Floridastrædet, der er kendt for hajer, upålidelige havstrømme og pludselige kastevinde.

Den ene af de tre, der nåede sit mål, 24-årige Henry Vergara Negrin, er den første windsurfer, der når USA i to årtier. Det tog ham ni en halv time, før han kunne gå i land ved et luksusresort i Key West.

Negrin har fortalt, at hans to kammerater begge fik problemer med sejlene omkring fire timer inde i rejsen, og at han derefter mistede kontakten til dem.

Den sidste af de tre blev fundet drivende på sit bræt torsdag godt 11 kilometer syd for Florida Keys, lyder det fra kystvagten.

/ritzau/Reuters