Cubanske cigarer kan koste dyrt for børsdebutant

Skrevet af admin

28/01/2016

Dagens topnyheder

En ophævelse af den amerikanske handelsembargo mod Cuba er en af de risici, som kommende aktionærer i Scandinavian Tobacco (STG) må leve med. Det skriver Ritzau Finans.

Oplysningerne stammer fra STG's børsprospekt, som er en større rapport alle selskaber skal udarbejde før en børsnotering. Det skal indeholde en liste over mulige risici for fremtiden.

STG's risikoliste dækker blandt andet offentlig regulering, rygeforbud samt de nye tobaksregler fra EU.

Men også den over 50 år gamle strid mellem USA og Cuba har fundet vej til listen over potentielle problemer. USA og Cuba nærmer sig hinanden diplomatisk efter årtier med embargoer og sværdslag.

- Hvis embargoen for eksempel ophæves, uden at ikke-cubanske selskaber samtidig får adgang til cubansk tobak og til produktionsfaciliteter i Cuba, vil ikke-cubanske selskaber ikke være i stand til at levere cigarer af cubansk oprindelse eller med cubansk tobak til det amerikanske marked.

- Ethvert af ovenstående forhold kan få væsentlig negativ indvirkning på STG's markedsandele for håndrullede cigarer i USA og på STG's virksomhed, finansielle stilling og resultat, skriver STG.

STG sælger sine produkter i over 100 lande. I årets første tre kvartaler blev 40,6 procent af omsætningen genereret i USA, mens 39,3 procent blev hentet i EU.

Størstedelen af salget i EU stammer fra maskinfremstillede cigarer.

Herudover sælges pibetobak, finskåren tobak, håndrullede cigarer og tobaksrelateret tilbehør. Samme type produkter tilbydes i USA, hvor størstedelen af omsætningen dog hentes fra salg af de håndrullede cigarer, lig de cubanske.

USA og Cuba meddelte i december 2014, at man har til hensigt at indlede forhandlinger om en genoprettelse af de diplomatiske forbindelser. Året efter etablerede landene ambassader i hinandens hovedstæder.

/ritzau/