Cubas flag vajer igen på landets ambassade i Washington

Skrevet af admin

20/07/2015

Mest læste i dag

Forsoningsprocessen mellem USA og Cuba er mandag gået ind i et nyt stadie, da forbindelserne mellem de to lande formelt er blevet genoprettet.

Senere på dagen er Cubas udenrigsminister, Bruno Rodríguez, til stede, når det cubanske flag for første gang hejses over den bygning, som igen skal fungere som Cubas ambassade i Washington.

Rodríguez mødes derefter med USA's udenrigsminister, John Kerry, i det amerikanske udenrigsministerium. Det er det første møde mellem udenrigsministre fra de to lande i Washington i 54 år.

Der bliver ikke hejst noget amerikansk flag over den nyåbnede amerikanske ambassade i Havana, før Kerry i næste måned besøger Cuba.

- For et år siden syntes det umuligt, at USA igen ville hejse vores flag, Stars and Stripes, over en ambassade i Havana, sagde præsident Barack Obama for nylig om tilnærmelsen mellem de to lande.

Obama opfordrede samtidig USA's kongres til at ophæve årtiers handelsembargo mod Cuba i forbindelse med "dette historiske skridt fremad".

Ifølge en talsmand fra Det Hvide Hus forventes det, at der vil være opbakning blandt både demokrater og republikanere i kongressen til at løfte handelsembargoen mod Cuba.

Hvis embargoen løftes, vil det være første gang siden 1961, der kan handles mellem de to lande.

Stridighederne mellem USA og Cuba startede 1. januar 1959, da Fidel Castro med sine guerillakrigere tog magten fra den daværende cubanske præsident, Fulgencio Batista, som var støttet af USA.

Krisen toppede, da amerikanerne i 1962 opdagede sovjetiske missiler placeret i Cuba.

Der er stadig dyb uenighed mellem de to lande på mange områder - ikke mindst når det gælder menneskerettigheder. Derfor ventes tilnærmelsesprocessen mellem Washington og Havana nu at gå langsommere.

Men det bliver nu lettere for amerikanere at rejse til Cuba, og amerikanske firmaer får lettere tilgang til Cuba.

/ritzau/AFP