Cummings lavede stort nummer i Baskerlandet Rundt

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Stephen Cummings viste igen sit store nummer, da Dimension Data-rytteren onsdag vandt tredje etape i Baskerlandet Rundt.

Den 35-årige englænder trykkede speederen i bund og angreb feltet fra front med en kilometer til mål.

Den tidligere banerytter er ikke bleg for den slags angreb, og han tonsede sig blandt andet til etapesejr i Tour de France sidste år via et angreb med rå fart, og efter de 194 kilometer fra Vitoria-Gasteiz til Lesaka lykkedes det igen.

Feltet kom over stregen lige efter ham. I feltet sad alle favoritterne, og dermed er Mikel Landa (Sky) stadig i løbets førertrøje.

Med 13 kilometer til mål var en større gruppe udbrydere med blandt andre Michael Albasini (Orica) og Pierre Rolland (Cannondale) ellers stadig ude foran med omkring 20 sekunder ned til feltet.

På den sidste lille, men bidske stigning angreb Daniel Navarro (Cofidis) fra frontgruppen og forsøgte sig med et soloudbrud.

Bag ham eksploderede også favoritfeltet, hvor Samuel Sánchez (BMC) så sit snit til at slå turboen til som afsæt for et angreb på den afsluttende nedkørsel.

Sanchez kom dog ikke afsted, og ude foran slugte udbrydergruppen Daniel Navarro med 1,2 kilometer igen. Et par hundrede meter senere nåede så hele feltet op.

Dermed var alt samlet før den flade finale ind mod Lesaka, og det trak op til en spurt.

Men så lavede Stephen Cummings sit store nummer og blæste uimodståeligt fra alt og alle.

Tidligere i år vandt Cummings fjerde etape af Tirreno-Adriatico.

Ifølge cyclingnews.com krævede etapen et dansk offer, i det Jesper Hansen (Tinkoff) måtte udgå. Danskeren var med som hjælper for Alberto Contador, som i forvejen har mistet Sergio Paulinho.

Løbet slutter på lørdag.

/ritzau/