Curlingherrer er tilbage på vindersporet ved EM

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

De danske curlingherrer vandt onsdag formiddag 8-5 over Finland ved EM i norske Stavanger.

Dermed er danskerne noteret for imponerende syv sejre i otte kampe i grundspillet.

Danmark har kun tabt én kamp, og nederlaget fandt sted tirsdag aften til de norske værter, som er noteret for lutter sejre.

Skipper Rasmus Stjerne og holdkammeraterne lod sig dog ikke ryste af turneringens første nedtur. Finland blev sat på plads, selvom det holdt hårdt.

Inden 10. og sidste ende var stillingen 5-5, men så satte danskerne det hele på plads med tre point.

Danmark runder grundspillet af onsdag aften mod Schweiz. Det ligger allerede fast, at danskerne skal kæmpe med om EM-medaljerne. Norge, Skotland og Schweiz er de øvrige nationer i medaljekampene.

Det er de fire bedste hold fra grundspillet, som kæmper om medaljerne. Nummer et og to i grundspillet mødes i en kamp om at komme i finalen.

Taberen af det opgør får endnu en mulighed for at nå finalen. Det sker i en kamp mod vinderen af opgøret mellem nummer tre og fire.

/ritzau/