Curlingherrer i gyser-kamp om gulddrøm

Det mandlige danske curlinglandshold kommer ikke til at spille om guld og sølv ved VM i Canada, men holdet kan fortsat håbe på at opnå bronze.

Det står klart, efter at skipper Rasmus Stjerne og co. lørdag i Victoria tabte 6-8 til de canadiske værter.

- De formår i de allermest afgørende situationer to-tre gange i kampen at lægge deres sten helt perfekt, siger Rasmus Stjerne.

- Det bringer os et skridt bagefter dem, og derfor har vi svært ved at holde dem i skak hele vejen, siger den danske skipper.

Canada møder nu Skotland i semifinalen.

Vinderen af den kamp møder Sverige i finalen, mens taberen skal ud i en bronzedyst mod Danmark.

Kampen mod Canada var meget tæt, og Danmark tog føringen med 1-0 efter den første ende.

Canadierne svarede igen ved at bringe sig foran 2-1 efter den næste ende, men efter tredje ende førte Danmark igen, denne gang med 3-2.

Herefter fulgte to ender uden point, hvorefter canadierne igen scorede to point i den sjette ende.

Danskerne udlignede igen i syvende ende, men i ottende ende leverede canadierne igen deres specialitet med at score to point.

Dermed slog VM-værterne med en føring på 6-4 for første gang i kampen et hul på to point.

Rasmus Stjernes hold fik udlignet til 6-6 i niende ende, men i den afsluttende ende havde canadierne fordel af at kunne sætte den sidste sten.

Det udnyttede Canada til at score to point og sikre sejren.

- I den niende ende var der ikke så meget andet at gøre end at gå efter at få to point.

- Det lykkedes, og det er vel på sin vis et bevis på, hvor stærkt vi er spillende, at vi kan lave to point mod et så stærkt hold, siger Rasmus Stjerne.

Det danske hold imponerede ved at slutte som nummer tre i grundspillet efter syv sejre og fire nederlag.

I den sidste kamp i grundspillet vandt Danmark 5-3 over netop Canada, som har vundet VM de seneste tre gange og også er forsvarende OL-guldvindere.

/ritzau/

Dagens Gossip