Curlingherrer vinder i ny triumf

Efter endnu en tæt kamp er de danske curlingherrer med skipper Rasmus Stjerne i spidsen tæt på medaljekampene ved VM i curling i Canada. Danmark slog natten til torsdag Kina 7-6 efter en ekstra ende.

Det danske succeshold, der onsdag aften tabte til Schweiz var inden kampen mod Kina lige med kineserne i tabellen, begge mandskaber var noteret for fem sejre og tre nederlag.

Dermed vidste begge hold også, at en sejr i den indbyrdes kamp ville betyde kurs mod medaljekampene.

Danmark trak det længste strå efter et drama. Danskerne var klart bedst i kampens første halvdel, og efter en flot sjette ende, hvor Danmark scorede hele tre point, lignede det en sikker sejr til Rasmus Stjerne og co, der førte 6-2.

Men kineserne kæmpede flot og vandt fire ender i træk - en sjældenhed i curling. Kineserne tog et enkelt point i kampens fire sidste ender, og dermed stod der 6-6 efter de planlagte 10 ender.

Så måtte der en ekstra ende til, og her fik danskerne fat igen og scorede det afgørende point.

Sejren betyder, at Danmark har seks sejre og tre nederlag, hvilket rækker til en tredjeplads i tabellen. De fire øverste har muligheden for at nå en VM-medalje. Alle nationer mangler to indledende kampe.

Danmark er dog langt fra sikker deltager i medaljekampene endnu. Danmark mangler at møde værterne fra Canada, der topper tabellen med syv sejre og to nederlag - samme score som Skotland.

Ydermere venter Sverige, og den kamp bliver også uhyre vigtig. Sverige er et af fire mandskaber, der puster Danmark i nakken med fem sejre og fire nederlag efter ni kampe. Alle de hold har stadig chancen for at overhale danskerne.

Danmarks to sidste indledende kampe spilles torsdag canadisk tid - torsdag eftermiddag og natten til fredag dansk tid.

Danskerne kan dog allerede nu glæde sig over, at de har hentet VM-sejre nok til at være sikre på en billet til næste års vinter-OL, der foregår i russiske Sochi.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV