Curlingherrerne tager fjerde VM-sejr i tæt kamp

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Det danske curlinglandshold er stadig med fremme ved VM i Schweiz, efter at skipper Rasmus Stjernes tropper tirsdag formiddag besejrede Japan med 7-5.

Desværre måtte danskerne indkassere et skuffende nederlag på 5-8 til Sydkorea senere tirsdag efter at have misset en god mulighed til sidst. Det var Sydkoreas første sejr ved dette VM.

Dermed har Danmark fire sejre efter syv kampe, og dermed er danskerne stadig med i forfølgerfeltet efter suveræne Canada, der fortsat er uden nederlag.

Mødet med japanerne blev en tæt forestilling, hvor Danmark efter sjette ende var bagud 3-5.

Danskerne udlignede dog omgående til 5-5 i syvende ende og formåede efterfølgende at lukke af for japanerne, der slet ikke kom på scoretavlen mere i kampen.

Japan havde ellers fordel af at have den sidste sten i både ottende- og tiende ende, men danskerne vandt alligevel begge med 1-0 og dermed samlet 7-5.

I den sene kamp mod Sydkorea fulgte holdene hinanden hele vejen til tiende og afgørende ende, hvor Danmark nede med 5-6 havde fordel af at sætte sidste sten.

Fordelen blev dog forspildt, og i stedet kunne Sydkorea med to point tage sejren med 8-5 og slette det nul, der stod ud for sejre for holdet.

Danmark indtager en delt fjerdeplads med Japan og Sverige, der ligeledes er noteret for fire sejre og tre nederlag.

Onsdag møder Danmark Rusland om formiddagen, mens Schweiz venter i et eftermiddagsopgør.

/ritzau/