Curlingkvinders semifinalehåb smuldrer efter nyt nederlag

De danske curlingkvinders drøm om en plads i OL-semifinalen i Sotji hænger i en tynd tråd, efter at danskerne tirsdag eftermiddag tabte med 3-8 til Japan.

Dermed har det danske hold tabt sine tre første kampe ved legene og er nærmest tvunget til at vinde resten af sine gruppekampe for at spille sig i en semifinale.

De danske kvinder virkede - som i åbningsnederlaget mod Rusland - nervøse, og kampen skulle helt hen i femte ende, før danskerne fik noteret et point. Her havde japanerne allerede lagt fem point ind på kontoen.

Det japanske hold var på forhånd udpeget som et af de hold, som Danmark havde gode muligheder for at besejre. Men japanerne - især skipperen Ogasawara - spillede op til deres allerbedste og lavede meget få fejl i Ice Cube Curling Center.

Men i syvende ende fik danskerne endelig en lille succesoplevelse med en reducering til 6-3. Det japanske hold svarede dog stærkt igen ved at vinde ottende ende med 2-0, og så valgte danskerne at kaste håndklædet i ringen.

De danske kvinder møder torsdag klokken 06.00 Canada. Og klokken 16.00 gælder det kampen mod arvefjenderne fra Sverige.

Danmarks curlingherrer, der har en sejr efter to kampe, møder onsdag USA og Sverige.

/ritzau/

Dagens Gossip