Curlingskipper fejler til sidst og taber til Canada

Skrevet af admin

13/02/2014

Dagens topnyheder

Også i fjerde hug mislykkedes det for Danmarks curlingkvinder at hente den første sejr ved vinter-OL.

Holdet tabte trods en god start til favoritterne fra Canada, ikke mindst takket være en kapitalbrøler af skipper Lene Nielsen i niende ende.

Hun forsøgte et dobbelt takeout med sin sidste sten, men den ramte ikke en eneste af de canadiske sten, og dermed kunne den canadiske skipper Jennifer Jones med et indlæg bringe sit hold foran 8-5.

Den kunne danskerne ikke rejse sig fra, og med to sten tilbage af kampen stod det klart, at slaget ikke kunne vendes. Derfor sagde Danmark pænt tak for kampen.

Danskerne bragte sig ellers i førerposition med tre point i anden ende og virkede til at spille med større sikkerhed og selvtillid end tidligere i turneringen.

Men halvvejs i kampen var momentum på canadiske hænder, og i syvende ende betød tre danske kiksere på stribe, at Canada kunne stjæle et enkelt point.

Trods dansk udligning til 5-5 i ottende ende kom der altså heller ikke sejr ud af anstrengelserne denne gang.

Danmark får dog mulighed for en hurtig revanche, når holdet møder Sverige klokken 16 i dag.

/ritzau/