Cykellegenden Merckx opereret for hjertefejl

Først nu i en alder af 67 år, har Merckx nu fået styr på sit hjerteproblem, ved at få indopereret en pacemaker. Det skete ifølge den hollandske avis Het Nieuwsblad torsdag på en kirurgisk klinik i Genk, og indgrebet blev foretaget for at foregribe eventuelle problemer, som avisen skriver.

- Jeg blev opereret af doktor Johan Van Lierde, en af mine venner, fortæller den femdobbelte Tour de France-vinder til Het Nieuwsblad.

Eddy Merckx tilføjer, at hans puls har været omkring 40 slag i minuttet siden fødslen, og som følge af det, var det klogt at foretage dette præventive indgreb for at undgå problemer - især om natten - med hjertet.

Hvis alt går vel i det videre forløb efter indgrebet kan den 67-årige legende være tilbage på sin elskede cykel allerede om et par uger. Nu med en hjertefrekvens i den normale ende af skalaen.

Hjertefejlen, der er medfødt og arvelig, får hjertemusklen til at fortykkes, hvilket påvirker hjertets funktion.Og fejlen blev faktisk opdaget helt tilbage i 1968.

I en et år gammel biografi skrevet af Daniel Friebe med navnet 'Eddy Merckx: The Cannibal' citerede forfatteren den italienske hjertespecialist Giancarlo Lavezzaro, der undersøgte Eddy Merckx i forbindelse med Giro d'Italia i 1968, for at sige, at Merckx 'kørte hele sin karriere med et Damokles-sværd over hovedet' med henvisning til cykellegendens potentielt livstruende hjerteproblem.

Eddy Merckx blev dog aldrig præsenteret for lægens konklusion, men har siden sagt, at han altid har vidst, han havde et 'mærkeligt hjerte', der var ekstraordinært stort.

Nu er Kannibalens hjerte ikke mærkeligt mere. Og meget snart er den 67-årige belgier tilbage på asfalten igen.

Dagens Gossip