Cykelprojekt skal stoppe kvindeflugt og sikre OL-metal

Skrevet af admin

13/01/2015

Dagens topnyheder

Kvindelige danske cykelryttere med potentiale til at nå hele vejen til OL-podiet skal holdes til ilden i en helt anden grad fremadrettet, end tilfældet har været i de forgangne år.

Det er målet med et nyt projekt, som Danmarks Cykle Union (DCU) og Team Danmark præsenterede tirsdag på et pressemøde i København.

- Projektet har som hovedformål at udvikle et elitemiljø for kvindecykling i Danmark, og dermed give den enkelte rytter mulighed for at udvikle sit potentiale fra ungdomsrytter til international elite på seniorniveau.

- Den overordnede målsætning med projektet er medalje ved OL i Tokyo 2020, men projektet vil også arbejde med delmålsætninger for løbende at kunne følge udviklingen, hedder det i en pressemeddelelse fra DCU.

Dansk cykling har over årene sagt farvel til nogle af de største talenter. Økonomien i kvindecykling er lysår efter herrecykling på eliteplan, og mange af de bedste danske kvinder har valgt at indstille karrieren, inden de nåede helt til tops.

- Vi har jo desværre måtte konstatere at en række talentfulde kvindecykelryttere har valgt at stoppe karrieren for tidligt. Derfor har vi set behovet for dette projekt og er meget glade for, at Team Danmark er blevet en del af det.

- Potentialet er stort, og det er vigtigt, at vi får skabt elitemiljøer, hvor de kvindelige ryttere kan spejle sig i hinanden og trække på de erfaringer, andre har. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, siger DCU-sportschef Lars Bonde.

Der ledes nu efter en projektleder, som skal arbejde målrettet med at udvikle og styrke elitemiljøet for de kvindelige cykelryttere.

- Projektlederen skal blandt andet afholde en række årlige træningssamlinger med de bedste kvindelige cykelryttere, tage på landsholdsture både med U19 og seniorryttere samt udarbejde udviklingsplaner for alle ryttere i projektet, skriver DCU.

Hele vejen skal der trækkes på erfaringer fra herrecyklingen.

I Team Danmark glæder man sig også til at komme i gang med det nye projekt.

- Vi ser et stort potentiale i dansk kvindecykling og er virkelig glade for, at vi kan tilføje dette projekt til vores i forvejen tætte og gode samarbejde med Danmarks Cykle Union, siger Team Danmarks konsulent på cykling, Martin Elleberg Petersen.

/ritzau/