Cykelrytter takker for støtte efter to uger i koma

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

Onsdag kunne den uheldige belgiske cykelrytter Kris Boeckmans, der er holdkammerat med Lars Bak hos Lotto-Soudal, for første gang sende en hilsen til hans mange urolige fans, efter at han kom i kunstigt koma efter et voldsomt styrt på 8. etape af Vuelta a España.

- Hej, verden. Tak for alle beskederne og støtten. En af mine hårdeste ture nogensinde, men jeg klarede det, skriver Kris Boeckmans på twitter.

Styrtet i Spaniens største cykelløb efterlod den 28-årige belgier med brudskader i ansigtet, en kraftig hjernerystelse, tre brækkede ribben og blødninger i den ene lunge, efter at han ramte asfalten med høj fart.

Efter styrtet blev han bragt direkte til et spansk hospital, hvor skanninger viste, at belgieren slap fra styrtet uden hjerneskader.

Styrtet skete den 29. august, og Kris Boeckmans forblev i kunstigt koma indtil den 10. september.

/ritzau/