Cykelturen er tre-fire gange så farlig som en tur i bil

Skrevet af admin

26/07/2016

Mest læste i dag

Det er sundere at tage cyklen frem for bilen, men det er ikke mere sikkert.

Risikoen for at komme til skade eller miste livet i trafikken er nemlig tre til fire gange så høj for cyklister som for bilister. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), skriver Jyllands-Posten.

Undersøgelsen er baseret på tal fra 2007 til 2010, men udviklingen siden 2010 har ikke ændret sig nævneværdigt, vurderer eksperter.

- Sikkerhedsmæssigt har udviklingen ikke været god for cyklisterne. Fordi der ikke rigtig er sket noget med cyklisternes sikkerhedsudstyr, mens der er kommet masser af sikkerhedsudstyr i bilerne, siger Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker og projektleder i Vejdirektoratet, til Jyllands-Posten.

For eksempel viser tal fra Vejdirektoratet, at der i 2010 blev dræbt 26 cyklister i trafikken, og 392 kom alvorligt til skade.

Også i 2015 mistede 26 cyklister livet, mens der var 512 alvorligt tilskadekomne.

Cyklisternes sikkerhed er dog forbedret, når det handler om højresvingende lastbiler, skriver Jyllands-Posten. Antallet af højresvingsulykker er således faldet markant.

Mens 11 cyklister mistede livet og 27 kom til skade i højresvingsulykker i 2005, kostede den slags ulykker ét liv og fem tilskadekomne cyklister sidste år.

Forklaringen er, at der er gjort en stor indsats for gøre lastbilchauffører og cyklister mere opmærksomme på problemet. Flere steder er cykelstien rykket frem foran bilerne ved vejkryds, og lastbilerne er blevet udstyret med flere nye spejle.

Nok er det farligere at cykle end at køre bil, men risikoen for at komme ud for en trafikulykke er størst for knallertførere, viser tallene fra DTU.

De lever livet 10-14 gange så farligt som cyklisterne, mens motorcyklister har fire gange så stor risiko for at komme til skade som deres medtrafikanter på cykel.

/ritzau/