Cykelunion lover hård kamp mod snyd med motorer

Skrevet af admin

02/02/2016

Dagens topnyheder

Den Internationale Cykelunion, UCI, vil intensivere jagten på mekanisk doping - snyd med en motor i cyklen.

Det siger UCI-præsident Brian Cookson, efter at en 19-årig kvindelig belgisk cykelrytter i søndags blev taget med motor i cyklen ved VM i cykelcross.

- Vi vil teste cyklerne oftere. Vores besked til dem, der vælger at snyde på denne måde, er, at vi fanger jer før eller senere, siger Brian Cookson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Cykelrytteren Femke Van Den Driessche sagde til sit forsvar, at det var en cykel, hun havde lånt, og det er endnu ikke kommet frem, om hun brugte cyklen i VM-løbet eller den blot stod i det belgiske landsholds depot.

UCI-præsidenten slog mandag fast, at cykelunionen har fundet nye metoder til at teste for motorer i cyklerne, men han vil dog ikke afsløre, hvad disse metoder går ud på.

Tidligere har man brugt røntgen, og man har skilt cyklerne ad. Motorerne kan efter sigende gemmes i selve stellet eller i saddelpinden, og overfører kraften direkte til kranken og pedalerne.

Fordelen skulle være en øget fart på fire til fem kilometer i timen i op til en time.

Sidste år fik UCI sit regelsæt på plads, så mekanisk doping kan give mindst seks måneders udelukkelse og en millionbøde.

I medierne var Fabian Cancellara (Trek-Segafredo) på et tidspunkt i fokus i forbindelse med rygter om mekanisk doping, fordi han var så stærk i forårets brostensklassikere, og han måske på et tidspunkt skiftede gear på en mærkelig måde.

I sidste års Giro d'Italia kom vinderen Alberto Contador (Tinkoff) i søgelyset, fordi han skiftede cykel mange gange på en bjergetape.

Også Tour de France-vinder Chris Froome (Sky) har fået sin cykel undersøgt efter en magtdemonstration i Pyrenæerne.

/ritzau/