Cykelunion politianmelder tidligere direktør

Danmarks Cykle Union (DCU) har besluttet sig for at politianmelde den tidligere direktør David Gullberg.

Det fortæller DCU-formand Niels Sørensen til DR Sporten.

Gullberg blev opsagt i marts. Dengang kaldte man det "en gensidig aftale på grund af rod i regnskaberne".

Nu skal politiet så vurdere, om David Gullberg har begået noget strafbart.

- Vi opsagde samarbejdet med David i marts, og siden har vi så været i gang med at gå nogle tal igennem, for vi opdagede jo desværre, at vi kom ud af 2014-regnskabet med et stort underskud, som vi ikke havde forventet, siger Niels Sørensen til DR.

- Seneste nyt er, at vi er færdige med at lave en vurdering og oprydning, og nu har vi så bedt politiet om at kigge på tre-fire konkrete ting, så de kan vurdere, om der er sket noget strafbart, siger Niels Sørensen.

Direktøren understreger, at DCU ikke mener, David Gullberg har taget af kassen.

- Men der er et ansvar som leder og direktør over for bestyrelsen, som vi mener, han ikke har overholdt, siger Niels Sørensen

David Gullberg blev ansat i DCU i november 2013. Ved den lejlighed talte Niels Sørensen om "det perfekte match af faglige kompetencer og erfaringer med ledelse, økonomi og strategiske færdigheder kombineret med en stor intern viden om dansk cykelsport".

Men samarbejdet varede altså blot 15 måneder, indtil et blodrødt årsregnskab kostede direktøren jobbet.

DCU kom ud af 2014 med et underskud på i omegnen af to millioner kroner, og unionen iværksatte i foråret en såkaldt "juridisk vurdering" for at finde ud af, hvorvidt alt var foregået efter bogen.

Ifølge Ekstra Bladet havde bestyrelsen i løbet af året fået oplysninger om økonomien, som stod i modsætning til virkeligheden.

Gullberg skulle altså angiveligt have skjult et voksende underskud for bestyrelsen, som dermed ikke fik mulighed for at reagere på det.

David Gullberg selv ville ikke kommentere politianmeldelsen overfor DR, idet han ikke kendte til den.

/ritzau/

Dagens Gossip