Cykling Cavendish tog femte Giro-sejr på Nibalis store dag

Det er noget særligt at vinde en af de tre Grand Tours i cykling. Men det er noget helt specielt, når det sker i ens eget hjemland. Derfor var det også en ekstra stor dag for sicilianeren Vincenzo Nibali, da den 28-årige italiener i Brescia kunne køre i mål som samlet vinder af Giro d'Italia efter 210 paradekilometer.

’Hajen fra Messina, som han kaldes, vandt også Vuelta a España i 2010, men gårsdagens sejr i hjemlandets store etapeløb vil utvivlsomt have mange gange større vægt i Nibalis tanker resten af livet.

»Jeg er meget glad. Det var virkelig en enestående følelse at høre alle fansene heppe på mig. Jeg nød virkelig etapen. Det var utroligt at se alle de mennesker langs ruten. Sejren er virkeliggørelsen af en livslang drøm,« sagde Vincenzo Nibali og tilføjede:

»Jeg er meget følelsesladet. Det er en smuk dag for mig.«

Med næsten fem minutters forspring til Team Skys Rigoberto Urán var Astana-rytterens hjemmesejr aldrig i fare på den sidste flade etape, hvor alt var lagt an til en sprinterafslutning.

Sådan gik det også, og helt efter alle forudsigelser var Omega Pharma-Quick Steps Mark Cavendish endnu en gang hurtigst, og den britiske supersprinter tog dermed både sin femte etapesejr i årets Giro og løbets pointtrøje, som ellers havde tilhørt den samlede vinder Nibali indtil målstregen i Brescia.

»Det kunne ikke have været tættere inden denne sidste etape. Alle vidste, at jeg ville gå efter de indlagte spurter, og jeg var heldig, at der var nogle gentlemen i feltet,« sagde Cavendish, der via pointhøsten i de indlagte spurter, overhalede Nibali allerede inden opløbsstrækningen, hvor han hentede sin sejr nummer 12 i sæsonen og 41. Grand Tours-sejr i karrieren.

I klassementet blev Nibalis forspring samlet på fire minutter og 43 sekunder ned til Urán, mens BMC Racings Cadel Evans blev tredje mand på podiet fem minutter og 52 sekunder efter Vincenzo Nibali.

For Bjarne Riis og Team Saxo-Tinkoff endte løbet med Rafal Majka på den samlede syvendeplads. Han var otte minutter og ni sekunder efter Nibali og sluttede som nummer to i ungdomskonkurrencen.

»Det har været et rigtigt langt løb, hvor vejret desværre har spillet en historisk og for rytterne en ubehagelig og farlig rolle, hvilket har været ærgerligt for både arrangørerne, løbet og rytterne. Målet med Giroen var at køre Rafal til en top 15-placering i det samlede klassement, så med den endelige syvendeplads kan jeg kun være meget tilfreds med holdets indsats i løbet,« siger sportsdirektør hos Team Saxo-Tinkoff Dan Frost til holdets hjemmeside. jll/Dong: Foto:

Dagens Gossip