Cykling: Danmarks 4000-meter hold skuffer ved VM

Skrevet af admin

18/02/2015

Dagens topnyheder

Det danske banelandshold i cykling kommer ikke til at køre om medaljer ved VM i Frankrig.

Onsdag i Saint-Quentin-En-Yvelines var Danmarks hold med Rasmus Quaade, Casper Folsach, Anders Holm og Daniel Hartvig blot 11.-hurtigst i kvalifikationen blandt de 16 deltagende nationer.

Danmark kørte de fire kilometer i tiden 4.03,563 minutter.

På forhånd havde det danske hold udtrykt et håb om at køre i en tid omkring 4.02 minutter.

- Jeg havde da håbet på, at vi kunne gøre det bedre. Det er et skuffende resultat, ingen tvivl om det, siger landstræner Casper Jørgensen til feltet.dk.

- Det har slet ikke spillet i optakten. Vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne levere bedre end det her, men jeg har godt kunne mærke hele vejen, at det ikke var rigtig godt. Det har ikke kørt, som det skulle, siger han.

Danskerne fik ellers en glimrende start og havde fjerdebedste tid efter en kilometer.

Herefter faldt kvartetten imidlertid tilbage til den skuffende slutplacering.

Danmark vandt sidste år sølv i disciplinen ved VM, men i år var målsætningen kun en placering i top-8.

Det danske hold mangler nemlig profiler som Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv, der prioriterer landevejen i øjeblikket.

Holdet skal først toppe ved OL i Rio næste år.

/ritzau/