Cykling: Fra VM-sølvvinder til outsider

Da cykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig vandt VM-sølv i enkeltstart for U19-rytterne sidste år, blev hun kun overgået af Elinor Barker fra Storbritannien.

Barker er siden da er rykket op som senior, og derfor burde der ligge en potentiel guldmedalje og vente for dansk cykelsport i dagens VM-enkeltstart i Toscana.

U19-landstræner Henrik Simper er dog forsigtig med at lægge alt for stor favoritværdighed over på den 18-årige ABC-rytter.

- Hun var involveret i et voldsomt styrt 2. juni, hvor hun faldt og slog hovedet. Derfor har hun haft en længere træningspause, og derfor er jeg usikker på, hvor hun er rent fysisk.

- Men hun er en type, der er god til at sætte sig op til konkurrence og vil under alle omstændigheder være en outsider, siger Simper.

Han vurderer med baggrund i Ludwigs fysik og VM-rutens beskaffenhed, at den danske pige måske endda har større medaljechancer i linjeløbet, der køres torsdag.

- Hun er en ret spinkel pige, og derfor passer den kuperede rute på den samlede start hende rigtigt godt.

- Der er et par stejle stigninger undervejs, og det er lige Cecilie. Vi må håbe, at det bliver spredt lidt, og at de kommer en otte stykker af sted, for så kan hun godt vinde en spurt, vurderer landstræneren.

Ud over Cecilie Uttrup Ludwig skal Amalie Dideriksen også køre både enkeltstart og linjeløb i U19-rækken. Dideriksen tog i august bronze i scratch ved junior-VM i banecykling.

- Flasker det hele sig, kan hun også køre i top-fem, siger Henrik Simper.

U19-pigernes VM-enkeltstart begynder klokken 10.00.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV