Cyklist dræbt efter sammenstød med bil

En cyklist har fredag morgen mistet livet efter en alvorlig trafikulykke syd for Kolding. Ulykken skete klokken 6.20 på Vonsildvej, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Jeg kan bekræfte, at en cyklist og en bilist er kørt sammen, og at cyklisten desværre er afgået ved døden, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz til Ritzau.

Den dræbte er en 44-årig mand fra Haderslev, mens bilisten er en 54-årig kvinde fra Kolding.

Ifølge Hans Hoffensetz har politiet afsluttet sine undersøgelser på ulykkesstedet, hvor blandt andre en bilinspektør har medvirket for at afklare de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Bilinspektørens opgave er blandt andet på baggrund af opmålinger og beregninger at fastlægge, hvilken hastighed der er blevet kørt med.

Den 44-årige blev ramt af bilen, da kvinden kørte fra Sjølundsvej ud på Vonsildvej.

- Han vælter og bliver påkørt. Og cyklisten er dræbt på stedet, siger Hans Hoffensetz.

- De umiddelbare undersøgelser viser, at der var lys på cyklen, og bilisten var ikke påvirket. Så alt tyder på, at den 54-årige kvinde har overset cyklisten, siger vagtchefen.

/ritzau/

Dagens Gossip