Cyklist fik forvildet sig ud på Øresundsbroen

Øresundsbroen er kun for tog og biler.

Men det var åbenbart ikke gået op for en mandlig cyklist, som mandag morgen forsøgte at tage turen fra Sverige til Danmark på to hjul.

Det skriver svenske SVT's Sydnytt på sin hjemmeside.

Kort før klokken otte mandag morgen fik politiet i Skåne flere anmeldelser fra både trafikanter og personalet på broen om, at en cyklist havde forvildet sig ud på broen med retning mod Danmark.

Derfor blev en patruljevogn sendt af sted for at samle manden op på den kunstige ø Peberholm, der danner forbindelsen mellem højbroen og tunnelen, der fører det sidste stykke til Danmark.

- Manden kommer hverken fra Sverige eller Danmark. Måske er han ikke bekendt med reglerne om, at man ikke må cykle over broen. Det er farligt for ham og trafikanterne, siger Marie Persson, informationsmedarbejder ved Skånepolisen, til svt.se.

Efter at have samlet cyklisten op gav svensk politi ham et lift til København.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV