Cyklist stabil: Politiet har spor efter flugtbilist

En mandlig cyklist, som onsdag var i livsfare efter at være blevet kørt ned af en flugtbilist, er torsdag morgen i bedring.

- Hans tilstand er nu stabil, siger vagtchef Jeppe James Olsen, Midt- og Vestjyllands Politi, til Ritzau.

Den 43-årige mand blev onsdag kørt ned på A13 vest for Silkeborg og pådrog sig ved ulykken kraniebrud og en alvorlig blødning i hjernen.

Men bilisten valgte altså at stikke af i stedet for at hjælpe den svært tilskadekomne mand.

Politiet mener, at det er en varebil eller en lille lastbil, der har påkørt cyklisten. Det skyldes blandt andet, at der på gerningsstedet er fundet to spejle fra et sidespejl.

- Vi undersøger to spejlskaller, som lader til at stamme fra en større bil. Den ene spejlskal er stor, og den anden er en mindre vidvinkel-spejlskal, siger Jeppe James Olsen.

Cyklisten blev fundet af forbipasserende bilister i en grøft i Gludsted Plantage et par kilometer nord for Hjøllund.

Alarmen indløb onsdag klokken 16.38, men politiet ved ikke, hvornår ulykken er sket.

Cyklisten var bevidstløs, da han blev fundet, og blev bragt til Århus Kommunehospital.

- Vi vil selvfølgelig meget gerne høre fra bilisten, men også gerne fra vidner, siger Jeppe James Olsen.

/ritzau/

Dagens Gossip