Cyklist ved Gram kørt ihjel af traktor

En cyklist på 64 år har mistet livet i en ulykke mandag eftermiddag ved Gram.

Manden blev ramt af en traktor, oplyser TV2 Syd.

Cyklisten og traktoren kørte i samme retning på Vester Lindetvej ved 13-tiden, da påkørslen skete.

Traktoren var påmonteret et arbejdsredskab, som ragede lidt ud i forhold til traktorens normale bredde, oplyser vagtchef Ivan Gohr Jensen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er muligvis dette redskab, der har ramt cyklisten, siger vagtchefen til Ritzau.

Bilinspektøren har været tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Den 64-årige var fra lokalområdet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip