Cyklister i Øresundstunnel standser togdrift til Sverige

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Togdriften mellem Danmark og Sverige er mandag morgen indstillet i begge retninger, og heller ikke biler kan køre over Øresundbroen.

Årsagen er, at der befinder sig cyklister i tunnelen. Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

Politiet er på stedet, og de forsøger at få fat i cyklisterne.

- Indtil videre vil togdriften være stoppet, for der er fire personer, som vi skal have indfanget, sagde vagtchefen tidlig mandag morgen.

Pressevagt ved Øresundsbroen Jens Genders fortæller, at det ser ud til, at to af cyklisterne er blevet standset. Men de resterende cykler videre.

- De har cyklet gennem tunnelen, hele vejen over til Peberholm. De er begyndt at bevæge sig på tværs af vejbanerne, siger pressevagten omkring halv syv mandag morgen.

Han kan ikke oplyse, hvornår broen forventes at være åben igen.

- Det er op til politiet at vurdere, hvornår de mener, det er forsvarligt, siger han.

Der er ikke yderligere oplysninger om identiteten på de personer, der kører rundt i tunnelen på cykler.

/ritzau/