Cypern godkender første dele af redningsplan

Sent fredag aften godkendte parlamentet således de første tre af i alt otte foranstaltninger fremsat af regeringen, der desperat håber, at politikerne kan opnå enighed om en redningsplan, der lever op til EUs krav, inden mandag.

Parlamentet godkendte ifølge Al Jazeera blandt andet en nødfond, der etableres ved at nationalisere statens pensionsfond, som kan udstede en slags nødobligationer, samt en omstruktureringsplan for banksektoren udarbejdet af centralbanken.

Mere omstridte foranstaltninger skal fortsat drøftes i parlamentet, herunder en engangsskat på op til 15 procent på bankindskud på 129.000 dollar eller mere - en afgift, som i en lidt anden form blev afvist i parlamentet tirsdag aften.

Ifølge Al Jazeeras korrespondent, Jonah Hull, skal netop denne skat drøftes igen lørdag.

»Men denne gang med den afgørende forskel, at småsparernes indskud vil blive beskyttet. Det vil være de rige, der bliver ramt,« siger han.

Kravet fra den såkaldte troika, der består af Eurogruppen, IMF og ECB, mod at bidrage med 10 milliarder euro til redningen, er, at cyprioterne selv lægger yderligere 5,8 milliarder euro på bordet.

Dagens Gossip