Cypern vil ikke være amerikansk affyringsrampe

Med en placering omkring 100 kilometer vest for Syrien har middelhavsøen en strategisk vigtig placering i forhold til Mellemøsten, og da der samtidig ligger britiske militærbaser i Cypern, har det skabt spekulationer om, hvorvidt Cypern skal fungere som affyringsrampe for amerikanerne. Men hvis østaten skal involveres i et angreb på Syrien, bliver det udelukkende på et humanitært plan, siger Christos Stylianides, der er talsmand for Cyperns regering.

»Ethvert bidrag fra republikken Cypern bliver rent humanitært. Det står klart, at vi under ingen omstændigheder vil være affyringsrampe for militære operationer eller vil være et angrebsmål,« forklarer han ifølge Reuters.

Regeringen i Nicosia erklærer sig parat til at tilbyde sin hjælp til personer, der skal evakueres i forbindelse med et eventuelt kommende angreb på Syrien. Og en række lande har allerede bedt regeringen om at tage imod deres statsborgere og tilbyde humanitær hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt, oplyser regeringen.

Det borgerkrigshærgede Syrien er et af Cyperns nærmeste nabolande, og cyprioterne er bekymrede for, at en eskalation af konflikten vil brede sig til øen og påvirke dens vigtige turistindustri. Cypern er i forvejen hårdt plaget af den økonomiske krise, som også præger mange sydeuropæiske lande.

Cypriotiske politikere har derfor igen og igen sagt, at Cypern vil forblive en tryg destination, og at landet ikke vil blande sig i konflikten i nabolandet. Hvorvidt et internationalt angreb på Syrien er nært forestående er endnu uklart, men 9. september samles den amerikanske kongres for første gang siden den politiske sommerferie, og her står et militært angreb på Syrien øverst på dagsordenen.

Dagens Gossip