Cyperns banker sætter prop i hæveautomaterne

Laiki Bank og Bank of Cyprus har søndag indført grænser for, hvor meget de nervøse kunder må trække ud af hæveautomaterne dagligt. Laiki Bank har sat loftet ved 100 euro, mens kunderne i Bank of Cyprus må hæve 120 euro dagligt, oplyser det cypriotiske nyhedsbureau ifølge AFP.

Hidtil har den daglige hævegrænse været 700 euro, men allerede i sidste uge, mens køerne ved automaterne voksede, indførte Laiki Bank en restriktion, så der kun kunne hæves 260 euro.

Cyperns præsident, Nicos Anastasiades, er søndag i Bruxelles, hvor eurozonens finansministre fører intensive forhandlinger for at forhindre den cypriotiske økonomi i at smelte sammen.

Mødet er blevet udskudt med to timer til klokken 20, ifølge AFP på grund af »diskussioner« i EUs absolutte top mellem blandt andre Herman Van Rompuy, Jose Manuel Barroso, centralbankchef Mario Draghi og IMF-lederen Christine Lagarde.

Cyprioterne er blevet tilbudt en lånepakke på 10 milliarder euro for at holde økonomien oven vande, og blandt kravene er blandt andet en opsplitning af Laiki Bank og Bank of Cyprus. Lykkes det ikke at nå en aftale, går Cypern bankerot og bliver smidt ud af eurozonen.

Dagens Gossip

Dagens TV