DA: Der er masser af job til ikke-vestlige indvandrere

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener ikke, at det er integrationsproblemer på arbejdsmarkedet, der er skyld i, at et stigende antal ikke-vestlige indvandrere er på offentlig forsørgelse, mens det tilsvarende tal falder for personer med dansk oprindelse.

- Problemet ligger i beskæftigelsessystemet, konstaterer chefkonsulent Berit Toft Fihl over for Ritzau, og uddyber:

- Den store udfordring er, at der er rigtig mange ikke-vestlige indvandrere, som er uden for arbejdsstyrken, og som derfor ikke skal ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge job. De er parkeret udenfor, og det er dybt bekymrende.

En ny analyse, som LG Insight har lavet for Mandag Morgen, viser, at udgifterne til offentlig forsørgelse af ikke-vestlige indvandrere er steget med 14 procent fra 2010 til 2013, mens de er faldet otte procent for personer med dansk oprindelse.

Men Ifølge DA er der masser af muligheder for at få job i Danmark som ikke-vestlig indvandrer.

- Der er masser af jobåbninger, man kan gå efter også som indvandrer, vurderer Birgit Toft Fihl og tilføjer:

- Der er mange indvandrere, som er ansat i de danske virksomheder og udfylder nogle vigtige roller hver eneste dag. Selv om vi har haft en krise, så er der skabt mange jobåbninger, og vi mener sådan set, at det handler om, at man kommer ud og søger.

Hun mener, at myndighederne bør skubbe på for at få de ikke-vestlige indvandrere ud og søge job.

- De personer, som står uden for arbejdsmarkedet, skal tættere på, så kommunerne har et kæmpe ansvar for at få det her til at lykkes, siger Berit Toft Fihl.

Hun anerkender, at der er blevet taget fat på denne problemstilling med den ny kontanthjælpsreform, men hun tvivler på, at den kan stå alene.

- Der er taget nogle skridt her for nylig, men det er nok ikke nok, vurderer chefkonsulenten.

Hun mener derimod, at arbejdsgiverne gør, hvad de kan.

- Virksomhederne deltager i integrationsindsatsen ved at ansætte nyankomne og ved at bruge løntilskud og virksomhedspraktik, hvor man kan se hinanden an i en periode og få løst, hvis der er basale mangler i sprog og kvalifikationer, påpeger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV