DA: Det er en fejl at vende Pisa ryggen

Det er en falliterklæring, at Undervisningsministeriet ikke længere vil bruge OECD's Pisa-undersøgelse til at sammenligne Danmark direkte med andre OECD-lande, mener arbejdsgiverorganisationen DA.

- Undervisningsministeriets beslutning om at vende OECD's Pisa-undersøgelse ryggen er uforståelig og forkert, siger direktør Henrik Bach Mortensen, DA, og fortsætter:

- Pisa har været en medvirkende faktor til, at vi langt om længe har sat kvaliteten af den danske folkeskole på dagsordenen, hvilket i den grad var påkrævet.

Beslutningen er i direkte modstrid med regeringens målsætninger om at skabe en mere produktiv og konkurrencedygtig økonomi, mener DA.

- Det lader sig ikke gøre, hvis vi ikke ved, om vi flytter skoleeleverne fagligt, og samtidig måler os mod de lande, som er bedst til at uddanne unge, siger han.

Ifølge arbejdsgiverorganisationen er effektmålinger vejen til øget produktivitet og konkurrenceevne i den offentlige sektor.

- Det er stadig omkring en femtedel af de unge, der forlader folkeskolen, der ikke læser og regner godt nok til at tage en ungdomsuddannelse. Pisa-testen leverer et helt uundværligt grundlag for at vurdere folkeskolen. Det må ikke gå tabt, siger han.

Pisa 2012-undersøgelsen, der tester 15-åriges faglige kundskaber i naturvidenskab, læsning og matematik, offentliggøres tirsdag.

Undersøgelsens statistiske validitet har været kritiseret af danske forskere.

Chefkonsulent Elsebeth Aller fra Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen i Undervisningsministeriet siger til Politiken, at det ikke kan lade sig gøre at lave en præcis placering på en liste. Den statistiske usikkerhed er for stor.

Venstres folkeskoleordfører Karen Ellemann ryster i avisen på hovedet af Undervisningsministeriets nye kurs, mens formand Anders Bondo Christensen, Danmarks Lærerforening, omvendt hilser den nye kurs velkommen.

/ritzau/

Dagens Gossip