Dådyr stanger toårig til blods i Vejle

Bambi ser så sød og fredelig ud. Men pas på, det er langt fra ufarligt at komme helt tæt på et dådyr.

Det må en familie fra Randers sande, efter deres toårige datter blev stanget til blods i Dyrehaven i Vejle. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Avisen skriver ikke, hvornår uheldet fandt sted, men skriver at både den lille pige og pigens mormor blev stanget.

Mormoren blev ramt på ballen, men værre gik det for den lille pige, der blev stanget i hovedet. Hun blødte voldsomt og blev kørt på skadestuen, hvor sygeplejerskerne måtte lime såret sammen.

Dådyret var på eget initiativ gået helt tæt på den toårige pige, mens hendes mormor forsøgte at beskytte hende, men begge blev altså ramt af dyret, som meget vel kunne have været ude efter mad.

Uheldet har nu fået Vejle Kommunes Natur og Fritidslivs-afdeling til at advare de besøgende i Dyrehaven mod at fodre dådyrene.

De er nemlig blevet så vant til, at mennesker har mad, at de ikke er bange for at komme tæt på mennesker - og det kan være farligt, skriver avisen.

Der blev indført fodringsforbud af dådyrene i Vejles Dyrehave tilbage i december.

Dagens Gossip