Dårlig ledelse: Ledere aner ikke, hvem deres medarbejdere er

Skrevet af Kirstine Petersen

09/12/2014

Dagens topnyheder

Ændringerne på det danske arbejdsmarked er så voldsomme frem mod år 2020, at mange arbejdspladser og deres ledere ikke er gearet til dem. Det viser den europæiske undersøgelse Workforce 2020, der er foretaget af Oxford Economics blandt 2.718 ledere og 2.872 medarbejdere i Europa.

Ældre, unge, højt- og lavtuddannede samt danskere og udlændinge vil i fremtiden arbejde side om side på de danske arbejdspladser. Derfor er det vigtigt, at lederne ved, hvad der motiverer de forskellige grupper af ansatte. Tilsyneladende er det dog langt fra tilfældet, ifølge undersøgelsen.

Svarer i øst og i vest
Spørger man lederne, hvad arbejdspladsen tilbyder medarbejderne af motiverende goder, rammer tilbuddene helt ved siden af de ønsker, medarbejderne har.

De ansatte motiveres fx især af løn-bonusser eller resultatløn (75%), hvilket kun 44% af arbejdsgiverne tilbyder.

Derudover motiveres medarbejderne af flexible arbejdstider (det svarer 39%), hvilket 27% af arbejdsgiverne melder, at de tilbyder deres ansatte.

Læs også: IKEA giver 19.000 kroner til hver medarbejder

De unge generationer er en by i Rusland for lederne
Arbejdsgiverne kender slet ikke deres unge medarbejdere, den såkaldte generation Y, hvilket dog til gengæld viser sig at kunne være en positiv overraskelse for lederne.

Lederne tror, at 46% af de unge ansatte er frustrerede over ledelsen, men kun 4% af de ansatte siger, at de er det.

52% af lederne tror, at de unge overvejer at skifte job på grund af manglende udviklingsmuligheder, mens kun 18% af de ansatte svarer, at de går med disse tanker.

Undersøgelsen er lavet blandt ansatte og ledere i både den private og den offentlige sektor - eksempelvis på sundhedsområdet og i bankverdenen.

Læs også: Se om du tjener mere eller mindre end gennemsnittet

Lederne skal gribe i egen barm
Den manglende viden er et problem for både medarbejdere og arbejdspladserne, siger Maj Britt Andersen, der er europæisk HR Manager hos SAP - en af parterne bag undersøgelsen:

- Når det kommer til at forberede fremtidens arbejdsplads er viden om, hvad der motiverer personer fra forskellige generationer og baggrunde essentielt for at opnå de bedste resultater, siger Maj Britt Andersen.

Hun peger på, at lederne skal tænke deres job anderledes og samtidig forsøge at forstå de forskellige behov og ønsker blandt forskellige grupper af ansatte.

FAKTA:
Ifølge undersøgelsen kan vi Danmark desuden se frem til fem store forandringer, som vil påvirke HR-strategien for virksomheder i fremtiden: Globaliseret arbejdsmarked (56 %) Generation Y kommer ind på arbejdspladsen (47%), stigende antal kontraktansatte (49%), flere sæsonmedarbejdere (55%) og det bliver sværere at rekruttere ansatte med basale faglige kompetencer (52%).