Dårlig luft dræber 67 københavnere om året

Forurenet luft er hvert år hovedårsagen til, at 67 beboere i København og på Frederiksberg ånder ud. Det konkluderer en ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), der hører under Aarhus Universitet.

»Det er udledning fra brændeovne og vejtrafik, der udgør de største kilder inden for Københavns grænser,« siger Jørgen Brandt, der er seniorforsker på Aarhus Universitet og en af forfatterne bag rapporten, til DR.

Han konkluderer blandt andet også, at luftforureningen på Frederiksberg og i København er skyld i 12 tilfælde af lungekræft, 76 tilfælde af bronkitis og flere end 20.000 episoder med hoste blandt voksne og børn om året.

Høj partikelforurening og befolkningstæthed gør det mere risikabelt at være bosat i byerne.

»Inde i byerne får de alt det, der er på landet plus et yderligere bidrag fra de kilder, der ligger inde i byen. Så man er mere udsat, hvis man er inde i byerne,« siger Jørgen Brandt.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF), vil have regeringen til at rense luften over hovedstaden.

»Luftforureningen i København har i flere år ligget over EUs grænseværdier. Derfor forventer jeg, at regeringen snart kommer med en lovgivning om renere luftzoner. Jeg fået lovning på, at det kommer efter sommerferien. Men vi har ventet længe, og min tålmodig er ved at slippe op,« siger Ayfer Baykal til DR.

Hun foreslår blandt andet, at man kunne tilbyde skrotpræmie til københavnere, der dropper den gammeldags brændeovn for i stedet at bruge en mere miljøvenlig varmekilde.

Dagens Gossip