Dårlig netdækning koster Fyn dyrt

Manglende udrulning af fibernet og bredbånd har haft store negative konsekvenser for væksten og erhvervsudviklingen på Fyn. Det mener de fynske kommuner, Region Syddanmark og energiselskaberne på Fyn, og parterne tager nu kontakt til regeringen for at få den på banen.

»Borgere og virksomheder fravælger områder med dårlig dækning, og vi kan se, at tusindvis af arbejdspladser er forsvundet fra Fyn i de senere år. Vi ved også, at hurtige internetforbindelser er helt afgørende for, at virksomheder overhovedet kan operere. Derfor er situationen uholdbar,« siger regionsrådsformand Carl Holst (V) i en pressemeddelelse.

Han tilføjer:

»Udviklingen går så stærkt, at vi ikke kan tillade os at holde pause eller vente på, at tingene sker af sig selv. Allerede fra 2015 skal al kommunikation med det offentlige være digitalt.«

Carl Holst vil drøfte problematikken med erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S).

»Jeg vil blandt andet drøfte med dem, om vi politisk ønsker at ændre på den naturlige udvikling, hvor flere og flere fravælger landet til fordel for byerne - i høj grad, fordi staten ikke tilbyder de samme vækstbetingelser i form af højkvalitets internet,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV