Dårligt nyt til kaffedrikkere: Kaffen bliver dyrere

Skrevet af admin

19/02/2014

Mest læste i dag

Mange kaffedrikkere risikerer i den nærmeste fremtid at få kaffen i den gale hals. For der er dårligt nyt: Der er risiko for, at kaffepriserne stiger.

Det skyldes, at en usædvanlig hård tørke har ramt Brasilien, der er verdens største producent af kaffebønner, skriver Wall Street Journal.

Manglende regn har sendt en stor del af høsten til tælling. Og det betyder, at kaffebønnerne er steget på markedet for råvarer. Alene i år er prisen steget med mere end en tredjedel.

Hernando De La Roche, der er vicedirektør i analyse- og finansvirksomheden INTL FCStone, siger til avisen, at man regner med at se store udsving i kaffepriserne i løbet af den næste uge, indtil man ved mere om omfanget af skaden på kaffehøsten.

Prisen på de små brune bønner er allerede steget. Ifølge Ritzau Finans er prisen for 500 gram arabica kaffebønner til levering i marts steget med 9,1 procent til 8,3 kroner.

Det tager normalt nogen tid, før en stigning i kaffeprisen slår igennem ude blandt kaffedrikkerne. For kafferisterne køber bønnerne måneder i forvejen og opbygger lagre.

Kaffeprisen var ellers på vej i nedadgående retning i efteråret. Her faldt de globale kaffepriser til det laveste niveau i mere end fire år, og flere analytikere forventede, at de holdt sig lavt i hvert fald et år til.

Prisen på den toneangivende arabica kaffe blev i oktober handlet til lige over 14 kroner kiloet på råvarebørserne, hvilket var det laveste niveau siden foråret 2009.

/ritzau/