Dårligt uddannede unge bliver dømt mere

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

Hvis unge stopper folkeskolen i 8. eller 9. klasse, har de fem gange større risiko for blive dømt som 25-årige end unge, der afsluttede grundskolen.

Det viser Danmarks Statistiks analyse. Den gransker data for alle unge født mellem 1985 og 1989, som har gået i grundskolen.

Ser man på de unges gennemsnit i folkeskolens skriftlige prøver i dansk og matematik, fik personer med en dom som 25-årig, i gennemsnit klart lavere karakterer end ikkedømte.

Danmarks Statistik har før dokumenteret, at unge dømte klarer sig dårligt i folkeskolen og ungdomsuddannelsen. Det Kriminalpræventive Råd har peget på problemer i skolen, sociale og økonomiske problemer i familien og dét at bo i et ghettoområde.

30.736 mænd, som er født mellem 1985 og 1989, havde én eller flere domme som 25-årig. I 15 sjællandske kommuner, hvor den unge boede som 15-årig, havde mere end hver fjerde mand en dom.

Det var København, Ishøj, Tårnby, Frederiksberg, Høje-Tåstrup, Brøndby, Halsnæs, Helsingør, Greve, Hvidovre, Herlev, Gribskov, Ballerup, Glostrup og Gladsaxe. Der er langt færre kriminelle unge med afbrudt uddannelse i Jylland og på Fyn og øerne.

Blandt kvinder, som blev født mellem 1985 og 1989, havde kun 8399 en dom. Det svarer til seks procent. For kvinderne svinger andelen af dømte unge fra tre til ti procent, afhængig af hvor kvinderne er vokset op.

Der er også sammenhæng mellem afbrudt uddannelse og kriminalitet i ungdomsuddannelsen. Kun 48 procent af dømte personer har som 25-årig en ungdomsuddannelse. Til sammenligning gælder det 82 procent af personer uden dom.

/ritzau/