Dagens efterlysninger fra hele Danmark

Politiet leder efter gerningsmændene i tre sager, og den første er fra Høje Taastrup.

Torsdag kl. 17.15 blev røveri anmeldt i et supermarked på Vesterkøb i Hedehusene, og politiet rykkede ud. En gruppe på seks til syv personer stjal i forening en flaske spiritus.

En kunde opdagede det og løb efter dem ud af forretningen. Gerningsmand A stak af med spiritussen, mens de andre slog ring om kunden, og truede ham med vold og kaldte ham ukvemsord.

Gerningsmand B lagde an til at sparke kunden. Gerningsmand A og B beskrives som:

A. Mand, anden etnisk baggrund end dansk, 16-20 år, 170-175 cm høj, tynd af bygning og kort sort hår. Iført hvid Adidas trøje med sorte striber og sorte bukser.

B. Mand, anden etnisk baggrund end dansk, 18-20 år, 180-185 cm høj, kort sort hår og kraftig af bygning. Iført sort T-shirt med to x"P" på brystet, det ene spejlvendt samt army jeans/ bukser.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til vicepolitikommissær Steen Ørskov Larsen på telefon 72 58 75 89, Lokalpoliti Vest, Albertslund, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

På Rådhusholmen Greve søger Midt- og Vestsjællands Politi en mulig blotter.

Kl. 19.49 i aftes blev politiet ringet op af moren til den ene af to piger på 12 og 13 år fra Greve, fordi pigerne kl. ca. 1615 havde mødt en mand, som pludselig havde blottet sit lem for dem.

Manden havde, kort før han passerede pigerne, lynet sine bukser ned og fremtaget sit lem.

Han gjorde ikke andet og sagde ikke noget. Pigerne beskrev manden som: ca. 40 år, ca. 180 cm høj, kraftig, brunt hår med ”måne”, iført T-shirt og cowboybukser.

Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra personer, der kan bidrage med oplysninger til identifikation af manden. Kontakt politiet på tlf. 114.

Endelig leder politiet efter en lurer på Astersvej i Roskilde.

Kl. 01.58 natten til fredag kontaktede en 19-årig kvinde fra Roskilde politiet, fordi hun havde overrasket en lurer ved havedøren.

Da hun åbnede døren for lufte ud, så hun en mand ligge på maven, men han stak skyndsomt af fra stedet.

Hun oplyste, at der i gardinerne for døren havde været et lille hul, som lureren kunne kigge ind gennem.

Hun beskrev manden som: ca. 180 cm høj, formentlig dansk, almindelig af bygning, iført mørke joggingbukser og en sort hættetrøje.

Politiet kørte til området for at lede efter manden, men fandt ham ikke.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om mandens identitet, eller som har bemærket ham i området. Kontakt politiet på nummer 114.

Dagens Gossip

Dagens TV