Dagens helt: Mand sparkede dør ind for at redde røgkvalt kvinde

Skrevet af admin

27/12/2013

Dagens topnyheder

En hurtig og resolut reaktion fra en 23-årig mand var ikke nok til at redde en ældre kvinde, som natten til fredag er død efter en brand i sin lejlighed i Esbjerg.

Politiet i Syd- og Sønderjylland samt brandvæsnet blev alarmeret af den unge mand klokken 02.33.

Han bor i den samme etageejendom på Mølleparkvej i den nordlige del af Esbjerg som den afdøde kvinde.

- Han observerede, at der kom røg ud fra brevsprækken i døren ind til kvindens lejlighed. Først ringede han 112, og så sparkede han døren ind. Det lykkedes ham at få kvinden ud, hvorefter han begyndte at give hende førstehjælp, siger vagtchef Henrik Sønderskov.

Men forsøget inde i opgangen på at genoplive kvinden lykkedes ikke.

Den 82-årige kvinde boede alene i lejligheden på 11. sal i den 14-etagers høje bygning.

- Manden fandt kvinden liggende på gulvet. Der har været brand i en sofa, og det er det, som har fremkaldt røgen. Vi kender endnu ikke årsagen til branden, som var slukket, da vi kom derud, siger vagtchefen.

Politiet mener, at kvinden er blevet kvalt af røgen. En obduktion skal fastslå dødsårsagen.

/ritzau/