Dagens helte: Røver med pistol stoppet af unge mænd på Strøget

Skrevet af Ann Katrine Warren

07/11/2013

Dagens topnyheder

Helt almindelige borgere greb onsdag aften ind, da en 50-årig mand havde begået røveri mod en guldsmed i Søndergade.

Den tyske røver dukkede op i butikken klokken 18.01. Her truede han personalet med en pistol og forsynede sig selv med kontanter fra kasseapparatet. Efter røveriet flygtede tyskeren til fods ned ad Strøget, men han nåede ikke ret langt. En kvindelig ansat løb ud af guldsmeden og råbte: Stop tyven!

- En kvinde på Strøget reagerede på råbet ved at rive posen med udbyttet ud af hånden på gerningsmanden, som fortsatte flugten. Nogle unge mænd havde også set optrinnet, og de fik overmanden og fastholdt røveren, fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, til Dagens.dk.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Politiet var allerede tilkaldt, og en patrulje kunne derfor kort efter overtage den bevæbnede røver. Det viste sig dog at være en såkaldt gaspistol, han havde truet med i guldsmeden.

- Det er kontant reageret af både personalet og folk på Strøget, og vi synes selvfølgelig, det er dejligt at få en røver serveret på et sølvfad. Heldigvis skete der ikke noget her, men man skal også passe på i sådanne situationer, lyder det fra Mogens Brøndum.

LÆS OGSÅ: Schæferhund redder forladt baby

Røveriet mod guldsmeden var ikke det eneste, som den 50-årige tysker havde på samvittigheden. Tirsdag aften havde han truet personalet i en tøjbutik på Strøget med gaspistolen. Han var dog flygtet herfra uden udbytte.

Tyskeren har tilstået begge røverier og vil i løbet af i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.