Dagens joke: Sådan får du politiet til at komme hurtigere

Skrevet af Michael Lauritsen

08/12/2013

Mest læste i dag

Politiet må ofte lægge ører til kritik, når det - efter eget udsagn - ikke har tid til at rykke ud til borgere, der har brug for det.

Og lige nu gløder Facebook på grund af en vittighed, der netop sætter problematikken i persektiv.

Den sjove historie kommer fra en side, der kaldes Mohamed Bobi's Blog. Joken er i skrivende stund delt næsten 5.500 gange, mens næsten 11.000 Facebook-brugere har klikket 'synes godt om'.

- Preben fra Rødovre var ved at gå i seng, da hans søde kone Kristina fortalte, at han havde glemt at slukke lyset i skuret i haven, som hun kunne se fra vinduet.

Sådan indledes historien. Og den fortsætter:

- Preben åbnede terrassedøren i stuen for at gå ud til skuret og slukke lyset, men så så han, at der var et par unge fyre, der var i gang med at stjæle ............ting derinde.

Historien går nu på, at den omtalte Preben ringer til politiet, som siger, at alle deres politibiler er optagede. De råder ham i stedet til at låse alle dørene og lover, de vil sende en bil, når der bliver en ledig.

Preben accepterer, lægger på, tæller til 30 og ringer så op igen.

- Hej, det var mig, der ringede lige før, fordi der var nogen inde i mit skur i haven i færd med at stjæle. Nu behøver I ikke komme, for jeg har lige skudt dem, står der.

- Inden for ganske få minutter kom der seks politibiler, et AKS-team, en helikopter, en brandbil og to ambulancer til Rødovrevej, fortsættes joken.

Politiet pågriber, ifølge historien, tyvene. Herefter kommer pointen.

- En af politibetjentene sagde til Preben: Jeg synes du sagde, at du havde skudt dem. Hvortil Preben svarede: Jeg synes I sagde, at I ikke havde nogen ledige biler.

Opslaget skaber vild debat. Mange mener, at historien afspejler virkeligheden. Andre mener, det er usandt. Og så er der dem, der mener, at det ikke er politiets skyld, at det er nødt til at prioritere opgaverne skarpt.

Hvad mener du?