Dagens opskrift: Hjemmelavet knækbrød med Tunsalat

Til 4 personer

Knækbrød:
2 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl mandler
1 tsk salt
1,5 dl koldt vand
1 æg

Tunsalat:
2 ds. tun i vand
2 store syltede agurker i små tern
2 kogte æg i tern
1 rødløg i tern
2-3 spsk. netural skyr
1 spsk mayonnaise ( Hellmann’s)
1 knivspids sambal oelek
1 tsk citronsaft
lidt soya
salt & peber

Beskrivelse:
Hæld 1,5 dl græskarkerner, solsikkekernerne og mandlerne ned i en foodprocessor eller blender og blend dem til de bliver næsten som mel.

Bland det så i en skål med resten af græskarkernerne, sesamfrøene, salt vand og æg. Fordel blandingen så tyndt som overhovedet muligt ud på en bageplade og stil den i en 160 grader varm ovn i 20-30 min (eller til den bliver helt brun).

Tag den ud af ovnen og lad den køle ned, så den bliver helt sprød. Skær ud med en skarp kniv (pas på med at være for voldsom).

Find en skål frem i en passende størrelse, så det hele kan blive blandet godt.

Hæld vandet fra tunen og hæld den ned i skålen sammen med det udskårne rødløg, mayonnaise, skyr, sambal oelek, citronsaft og soya. Bland det rigtig godt med en gaffel, så tunen bliver blandet med de andre ingredienser og deler sig fra hinanden – på den måde er den ikke længere tør.

Skær nu æggene ud i små tern og tilsæt dem, sammen med de syltede agurker, til blandingen. Denne her gang skal de blandes lidt lettere i, så de ikke går i stykker.

Smag den nu til med salt og peber.

Voilà! Lækker lækker frokost til et par dage.

 

 

(P.S. Man kan godt vælge at tage mandler og lidt græskarkerner fra, og tilsætte 2 dl hørfrø i stedet. Jeg kan bare ikke lide dem, så det gør jeg ikke)

Anna Mai Brodersen blogger om retter uden stivelse til fornuftige penge på udenstivelse.dk. Følg hende på Facebook her.

Dagens Gossip