Dagpenge-debat har skabt massivt oprør i regeringens bagland

Allerede før nytår, og altså inden den nye dagpengereform trådte i kraft, brokkede en række politikere i Socialdemokraterne og SFs bagland sig over, at regeringen ikke var villig til at sende en større redningskrans ud til de cirka 30.000 ledige, der ville komme i fare for at ryge af dagpengesystemet ved indgangen til 2013. Og 15 dage inde i det nye år kom der tal på utilfredsheden i to regeringspartiers baglande.

82 procent af byrådspolitikerne i SF og 75 procent af byrådspolitikerne i Socialdemokraterne svarede i en rundspørge, som Berlingske Research lavede, at regeringen burde gøre mere i for at hjælpe de udfaldstruede dagpengemodtagere.

»Jeg har det rigtig skidt med, at en regering, som jeg støtter, ikke kan sikre folk en rimelig indtægt,« sagde Mogens Stilhoff (SF) fra Faxe, mens Johnny B. Jørgensen (S), der er byrådsmedlem i Hedensted var mere direkte.

»Regeringen gør ikke nok. Mange giver Margrethe Vestager (radikal økonomiminister, red.) skylden, men det holder jo ikke helt. Man må stå fast på sine principper,« sagde han til Berlingske og tilføjede:

»Vi skal ikke have regeringsmagten bare for regeringsmagtens skyld«.

En måned senere var rødderne i de to partier igen på banen. Og denne gang havde de slået sig sammen med fagbevægelsen for at rette en kritik af regeringens akutjobpakke.

Og på SFs landsmøde 5. maj fik redaktionsudvalget i partiet trumfet følgende udtalelse igennem:

»Den høje arbejdsløshed har sammen med en forkortet dagpengeperiode skabt økonomisk utryghed i mange hjem. Regeringen har allerede taget mange forskellige initiativer. Men det er tydeligvis ikke nok, og SF forstår og deler også fagbevægelsens bekymring for de titusinder af ledige, der falder ud af dagpengesystemet og vil ikke bare se passivt til. SF har med interesse noteret sig de forslag, som fagbevægelsen har rejst.«

To SFere fik dog afvist en formulering om, at partiet vil arbejde for »en modernisering og forbedring af dagpengesystemet«, der skulle have til hensigt at gøre det lettere at optjene ret til dagpenge.

10. maj kom en lang række radikale storkredsformænd, lokalformænd og medlemmer af hovedbestyrelsen så på banen ved - stik mod regeringens linje - at opfordre til at forkorte genoptjeningskravet fra 52 til 26 uger.

Margrethe Vestager har tidligere afvist at pille ved den dagpengereform, som de Radikale selv var med til at stemme igennem i 2010.

Dagens Gossip