Dagpenge-oprør breder sig hen over midten

I månedsvis har Enhedslisten sammen med dele af baglandet hos Socialdemokraterne og SF krævet ændringer af dagpengeforliget fra 2010, og senest har radikale tillidsfolk kastet sig ind i debatten.

Nu begynder selv det socialkonservative bagland at røre på sig. Den tidligere konservative leder Pia Christmas-Møller er enig med fagbevægelsen i, at den såkaldte genoptjeningsperiode bør halveres til 26 uger.

»Det er for dramatisk, det der foregår lige nu. Jeg mener, der er hold i fagbevægelsens synspunkter om, at et kortere genoptjeningskrav vil motivere flere danskere til at tage kortere, sæsonprægede jobs,« siger Pia Christmas-Møller, som selv var med til at forhandle dagpengereformer op gennem 1990erne for de Konservative.

Hun er enig med AK-Samvirkes formand, Verner Sand Kirk, der har peget på, at et kortere genoptjeningskrav vil opbløde effekterne fra dagpengereformen, der får fuld virkning fra 1. juli 2013, når mange tusinde ledige på én gang vil miste dagpengene.

»Man kan tage en del tusinder ud af den ketchup-effekt, som kommer til sommer, hvis man ændrer genoptjeningskravet til 26 uger. Kurven over dem, som falder ud, vil simpelthen blive fladere,« siger Pia Christmas-Møller.

Ifølge AK-Samvirkes tal har 16.200 personer allerede mistet dagpengene i årets første fire måneder, og hele 30.000 kan være uden dagpenge, inden året er omme. Om to måneder vil mange af dem stå helt uden anden indkomst, når den midlertidige uddannelsesordning på kontanthjælp udløber.

Ifølge Karsten Hønge, der er formand for SFs faglige udvalg, er det meget sigende for problemerne med dagpengesystemet, når en konservativ som Pia Christmas-Møller kritiserer de nuværende regler.

»Når selv hun har fattet det, så kunne det måske også trænge ind bag pandeskallen på Thorning og Vestager. Hvis en centrum-venstre-regering ikke engang kan løse det her, hvad kan de så? Det er frustrerende, at vi har en regering, som er så tøvende i det her spørgsmål. De burde være stolte af at finde løsninger for de ledige, men de skal pines og presses til det, og de kommer kun med små lappeløsninger,« siger Karsten Hønge, der har siddet i Folketinget for SF og er partiets spidskandidat til regionsvalget i Syddanmark.

Ifølge Berlingskes oplysninger arbejder regeringstoppen på at finde en løsning på dagpengeproblemerne og har gjort det i et par uger. Regeringen ønsker at finde en varig løsning på problemet, men har fundet fælles forståelse for, at der ikke grundlæggende kan rokkes ved dagpengeforliget fra 2010, som blev vedtaget med stemmer fra de Radikale.

Det betyder, at det omdiskuterede genoptjeningskrav formentlig ikke bliver en del af en varig løsning. En løsning kan blive, at man gør noget specifikt for de mange ledige, som falder ud til sommer og permanent forbedrer mulighederne for mere uddannelse for de udfaldstruede.

Ifølge Radikal Ungdom bør de Radikale ellers rykke sig i spørgsmålet om genoptjeningskravet.

»Vi kan alle sammen begå fejl. Men når man gør det, så er man også nødt til at tage konsekvenserne af det og forsøge at lægge en ny retning. Det savner jeg fra Det Radikale Venstre,« siger RU-formand Ditte Søndergaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) eller gruppeformand Sofie Carsten Nielsen (R).

Dagens Gossip

Dagens TV